Skanderborg - en smuk kommune i vækst

Skanderborg Kommune byder på skøn natur, job- sikkerhed, befolkningstilvækst og et spirende kulturliv. Det eneste kommunen forventer igen, er at borgerne engagerer sig aktivt i den lokale velfærd.

Af: Casper Ulsøe

Borgmester Jørgen Gaarde

Skanderborg Kommune er kendt attraktiv og en meget populær tilflytterkommune”, siger borgmester Jørgen Gaarde og ridser nogle af kommunens overbevisende fortrin op.

”På landsplan har vi de sundeste borgere i Skanderborg Kommune. Vores borgere har det højeste uddannelsesgennemsnit udenfor København og borgere i Skanderborg Kommune har Jyllands højeste gennemsnitsindtægter. Vi har høj jobsikkerhed og samtidig Danmarks tredje laveste ledighed,” fortæller borgmesteren.

Gaarde er ikke alene om at se fordelene i at rykke teltpælene op, og i stedet lade dem rodfæste sig i den næringsrige, østjyske muld omringet af blå-grøn natur, et opblomstrende erhvervsliv og Danmarks andenstørste by, Aarhus, lige i baghaven. I disse år oplever kommunen en massiv befolkningstilvækst; både i Skanderborg, men også kommunens andre byer såsom Ry, Hørning og Galten-Skovby. 1.000 nye tilflyttere blev kommunen beriget med sidste år – og det er mange, set i forhold til en samlet befolkning på 60.000.

Skanderborg Kommune er begunstiget af at befinde sig stort set i midten af det midtjyske vækstbånd, der strækker sig fra Kolding til Randers. Vækstbåndet gødskes yderligere af den jyske motorvej, som skaber en solid næringsbund for regionens blomstrende erhvervsliv.

Kommune betyder fællesskab

Borgmester Jørgen Gaarde er naturligvis glad for den vækst, som i så mange henseender har spredt sig henover den østjyske kommune. Men han understreger, at æren ikke kun tilfalder lands-, regional- og kommunalpolitikere.

”I Skanderborg Kommune lægger vi stor vægt på, at ordet ’kommune’ oprindeligt betyder fællesskab. Kommunen er ikke et bare serviceorgan. Derfor forventer vi også, at både gamle og nye borgere tager aktiv del i fællesskabet her – og er med til at udforme velfærden og virkeligheden for os alle i kommunen.”

”Heldigvis kan man som borger – og borgmester – hver dag glæde sig over, at der er så mange fællesskabsorienterede borgere i kommunen, som tager et ansvar for kommunens udvikling og blandt andet opdyrker et sundt og spirende idræts- og kulturliv,” fortæller Jørgen Gaarde.

Hele Danmarks festivalkommune

For den gennemsnitlige dansker rimer kultur og Skanderborg oftest på Smukfest, også kendt som Skanderborg Festival eller Danmarks Smukkeste Festival; en festival, der i snart 40 år har budt på nogle af de største danske og internationale kunstnere under bøgeskovens grønne trækroner.

Smukfest er ikke det eneste store kulturarrangement, som Skanderborg Kommunes lokalbefolkning årligt får stablet på benene. Sølund Musik-Festival er verdens største musikfestival for mennesker med udviklingshæmning og deres ledsagere. Her samles 20.000 mennesker tre dage i juni under en fælles vision om musik og kærlighed.

Kærligheden og kulturarrangementerne strækker sig ikke kun til høje decibel, midlertidige scener og aktuelle kunst- nere. Tværtimod.

Seneste skud på kommunens festivalstamme er Ry Outdoor Festival. Siden den spæde start i 2015 har den udviklet sig til et nationalt epicenter for friluftsaktiviteter.

Her har de 10.000 gæster mulighed for at udfordre eller fortabe sig selv i naturen – hvad enten det gælder adrenalinpumpende mountainbikeruter, højthængende svævebaner, padlen på søerne, fredfyldte naturvandringer, fordybelse under festivalens yoga- og meditationsseancer eller den perfekte, tiltrængte hvile i udspændte hængekøjer højt oppe under trækronerne.

Naturen og dens uendelige muligheder spiller en særlig rolle for området. Her er luften ren, terrænet er kuperet, skovene er allestedsnærværende og Gudenåen, regionens aorta, snor sig gennem landskabet, forgrener sig ud i det berømte Søhøjland og pumper blå-grønt liv i kommunen.

Parcelhuse i øst, vest, nord og syd

Faktisk er det ikke kun naturen, der er grøn i Skanderborg Kommune. En ny undersøgelse fra Realkredit Danmark viser, at kommunen er landets topscorer, når det kommer til energimærkede huse med karakteren A.

Og nye energivenlige huse kommer der flere af. Næsten dagligt bliver der udstykket nye byggegrunde indenfor kommunegrænsen og adskillige byggeprojekter er allerede under opførelse – blandt andet lige ned til den naturskønne Skanderborg Sø.

Er det vigtigere at være tæt på togbanen, skal man i stedet bosætte sig i Skanderborg Bakker, hvor udsigt bliver kombineret med hurtig adgang til Aarhus, Horsens, Vejle, Silkeborg etc.

Ønsker man sig et parcelhus – enten helt nyt eller fra 1970’erne – med tilhørende grøn have, finder man dem i kommunens øst, vest, nord og syd, siger borgmesteren.

For mange førstegangskøbere kan den økonomiske udskrivning virke skræmmende, men faktisk betyder befolkningstilvæksten generel lav salgstid på kommunens boliger.

Derfor kan man altid sælge sit hus igen – med kun, hvis man mod forventning ikke slår nye, dybe rødder i Skanderborg Kommunes næringsrige muld.